Næsten 200 frivillige skaber Tange Sø Folk Festival

18
aug

Lørdag foregår musikfestivalen mellem Århus og Viborg for tiende gang

Når kunstnere som Johnny Logan og Lis Sørensen på lørdag går på scenen ved søbredden i Ans, er de sammen med de øvrige kunstnere ikke alene om at skabe den gode musikalske oplevelse for de 3.000 gæster, som ventes at besøge Tange Sø Folk Festival. I dagene op til, under og efter festivalen vil næsten 200 frivillige være i sving for at gøre festivalen mulig.
”Der er naturligvis gået mange timer med forberedelse af festivalen, men timerne begynder for alvor at tælle her i dagene op til festivalen,” siger Johannes V. Hansen, der er bestyrelsesformand for den selvejende institution, som står bag Tange Sø Folk Festival. ”Nogle arbejder i ugen op til festivalen med at klargøre scene, opsætte telt, og så er der også alle de opgaver, der skal løses på selve dagen.”
Tre mand har brugt flere eftermiddage og aftener på at opbygge den nye scene, der er højere end den tidligere, og så er der alle de personer, som skal hjælpe med at service gæsterne.
”Den opgave er der 130-140 stykker, som hjælper med,” fortæller Torben Nielsen, der står for bemandingen i de forskellige boder. ”Der er vel 15 kvinder og mænd, som står for at stille op, og så vil resten være i sving på selve dagen. Her er de inddelt i fire skift, som hver arbejder i godt fire timer.”
Opgaverne med adgangskontrollen og salg af billetter bliver varetaget af Lions Kjellerup, der stiller med godt 65 frivillige.
Tange Sø Folk Festival åbner lørdag klokken 12.00, og en time senere går Johnny Logan med orkester som de første kunstnere på friluftsscenen. Først lidt over midnat vil Peter og de andre kopier takke af som sidste band, og i løbet af eftermiddagen og aftenen vil man også have oplevet Jonah Blacksmith, The Grandfætters, Modvind, Hawkeye & Hoe og Wolfstone.