Tange Sø FolkeFestival får ny ledelse og ændret navn

30
sep

Planlægningen af den ellevte udgave af musikfestivalen er i fuld gang

Den 20. august blev der for tiende gang holdt musikfestival ved Tange Sø i Ans mellem Viborg og Aarhus, og det blev til den publikumsmæssige største succes for festivalen. 3.100 mennesker var denne gang samlet på festpladsen for at nyde god musik og hyggeligt samvær.
Sådan kommer det også til at blive til næste år, hvor datoen er blevet sat til lørdag den 2. september 2017. Men bag kulisserne er der sket forandringer.
”Efter i en årrække at have været formand for bestyrelsen synes jeg, at det var på sin plads, at der kom nye mennesker i ledelsen af festivalen,” fortæller Johannes Hansen. ”Jeg meldte allerede i foråret, at jeg efter dette års festival ville trække mig og give plads til nye kræfter.”
Bestyrelsen bag festivalen har nu besluttet sig for den fremtidige ledelsesstruktur bag festivalen, hvor man har valgt at skabe et formandskab bestående af fire personer fra bestyrelsen. Det fire personer bliver Peter Baggerman, René Birch, Charlotte Røhl og Johan Blomberg. Mens Peter Baggerman har været aktiv omkring festivalen siden dens start, har René Birch været med i musikudvalget siden 2015, hvorimod Charlotte Røhl og Johan Blomberg kom ind i ledelsen i forbindelse med dette års festival.
”Opgaverne og ansvarsområderne har vi fordelt ud fra, hvad der er mest praktisk, for det er jo alt sammen opgaver, som vi skal løse i vores fritid,” fortæller Johan Blomberg, der er talsmand for formandskabet.
”Peter Baggerman tager sig som hidtil af alt, hvad der vedrører Tange Sø Bryg. Charlotte Røhl og René Birch arbejder med sponsorer, mens Peter, René og jeg er ansvarlige for sammensætningen af musikprogrammet. Selv tager jeg mig af de mange administrative opgaver, der er med regnskab og billetsalg.”
De øvrige medlemmer af festivalens bestyrelse er Rie Pape, Ole Jensby Pedersen, Torben Nielsen fra Ans IF samt Niels Jørgen Jensen og Eli Dalsgaard fra Lions Kjellerup.
I forbindelse med ændringen af ledelsesstrukturen har man også taget en beslutning om at ændre festivalens navn til Tange Sø FolkeFestival.
”Det er en konsekvens af de ændringer, vi har foretaget i musikvalget ved de to seneste festivaler, hvor den traditionelle skotsk-irske folk musik er blevet suppleret med populærmusik,” forklarer Johan Blomberg. ”Derfor synes vi, at vi også skulle have den rigtige varedeklaration på vores navn.”