Bedre oplevelser ved årets Tange Sø Folk Festival

02
aug

Publikumsforholdene forbedres ved musikfestivalen mellem Århus og Viborg

Musikken spiller en vigtig rolle ved Tange Sø Folk Festival. Men endnu vigtigere er publikum, for det er dem, som gør festivalen muligt. Og dem har arrangørgruppen stor fokus på i planlægningen af dette års festival, som finder sted lørdag den 20. august ved den naturskønne sø mellem Århus og Viborg.

                      ”Det er altid vigtigt at møde sine gæster i øjenhøjde,” siger Johannes V. Hansen, der er bestyrelsesformand for Tange Sø Folk Festival. ”Vi lytter til alle de kommentarer og bemærkninger, som vi hvert år modtager, og med dem i baghånden arbejder vi så for at udvikle og forbedre festivalen, og det har vi også valgt at gøre i år.”

                      Og selv om det på mange måder er godt at møde sine gæster i øjenhøjde, vælger man til årets festival at gå op fra det hidtidige øjenhøjde-niveau. Sidste år var der tæt på at være udsolgt ved festivalen, og i år håber man også på at kunne komme op på de 3.000 personer, der er festivalens maksimumkapacitet.

                      ”Med så mange mennesker inde på pladsen er det vigtigt at give alle vores gæster en god musik- og festivaloplevelse,” siger Kaj Jacobsen, der er med i bestyrelsen, og som har et meget specifikt ansvarsområde. Opbygningen af scenen.

                      ”Festivalpladsen er jo forholdsvis flad, og for at det ikke kun er de første 10-20 rækker, som kan følge med i, hvad der foregår på scenen, har vi i år valgt at gøre den højere. Sidste år var den 60 centimeter høj, men nu forøger vi til 130 centimeter, så det skulle give gode oplevelser for publikum over det meste af pladsen.”

                      Det er ikke kun udsynet til scenen, der bliver forbedret ved årets Tange Sø Folk Festival. Det gør det store festivaltelt også.

                      Hidtil har man anvendt et rundt telt på 850 kvadratmeter, men det bliver nu ændret til et rektangulært telt på 1.000 kvadratmeter, så der bliver plads til 850 spisende gæster.

                      Årets Tange Sø Folk Festival kan i år præsentere de internationale kunstnere Johnny Logan og Wolfstone, de velkendte danske navne Lis Sørensen og Peter og De Andre Kopier, de debuterende The Grandfætters samt et par gengangere fra tidligere sæsoner i form af Jonah Blacksmith, Modvind og Hawkeue & Hoe.